Til unge som skal have en kontaktperson

Her på siden fortæller vi dig kort om, hvad det vil sige at få en kontaktperson.

Hvad er en kontaktperson?

En kontaktperson er en fortrolig voksen, du kan tale med eller lave ting sammen med. Det er en voksen, som du kan have tillid til, og som du ses med en eller flere gange ugentligt (alt efter behov).

En kontaktperson er først og fremmest din fortrolige, men vi har også et samarbejde med dine forældre og netværket omkring dig.

”En kontaktperson er en man kan fortælle alt til, uden at være bange for at få skældud. En kontaktperson er en man altid kan stole på og en man kan dele både gode og dårlige dage med. Derudover er en kontaktperson en som altid vil hjælpe en, selvom man måske modsiger sig deres hjælp, så derfor er en kontaktperson også en stædig person. En kontaktperson er også med til at give en et frirum, fra ens tumulter og det er en person som accepterer en uanset hvad. En kontaktperson er et helt fantastisk menneske, som gør alt for at hjælpe andre”. Rikke, 19 år.

”En person man kan snakke med og lave noget sammen med, hvis man har nogle problemer”. Sofie, 16 år.

Hvad kan en kontaktperson hjælpe dig med?

En kontaktperson er en voksen person, som er der for dig, og som lytter til dig.

Det er også en, du kan tale med omkring de ting, der er svære. Det kan foreksempel være, at du har svært ved at komme i skole eller føler dig trist. Det kan også være, at du føler dig ensom og har brug for støtte til at opnå kontakt til nye venner.

Kort sagt er en kontaktperson en, der giver dig råd og støtte - og som også kan hjælpe dig til at opnå de drømme, du har.

Når du får en kontaktperson, starter vi altid sammen med at kigge på den handleplan, som du har med fra din sagsbehandler. Herefter finder vi sammen ud af, hvordan vi vil arbejde med handleplanen. Vi arbejder på målene gennem aktiviteter og ved at besøge steder/ mennesker, så du oplever det på en anden måde.

 "Hvis ikke jeg havde haft dig, ville jeg ikke have haft kontakt med min mor i dag. Du hjælper mig med at se tingene fra flere vinkler." Mikkel, 18 år.

"Det er mere frit og ikke så opstillet som eks. en psykolog, når man skal snakke om ting der er svære." Malou, 17 år.

Hvad laver man sammen med en kontaktperson?

Vi arbejder sammen om at nå de mål, du har. Det gør vi gennem forskellige aktiviteter, samtaler eller ture.

Vi kan eksempelvis køre en tur på stranden, spille spil, være kreative, dyrke motion, tage ud i naturen, lave mad – eller hvad vi lige finder på. Vi finder på en masse forskelligt, hvor vi bruger de lokaler, materialer eller den natur, der er omkring os.

Sammen snakker vi om, det der er svært, vi nedbryder grænser, taler om drømme og ønsker, og vi har det sjovt sammen.

Det er sjovt. Vi laver en masse spændende ting. Vi laver mad tit. Spiller nogle gange. Vi er sammen med Louise. For eksempel det her vi har gang i lige nu. Nogle gange laver Louise og mig teater. Vi sidder også udenfor plukker æbler. Vi har også været i svømmehallen.” Emma, 8 år.

Hvor mødes man med sin kontaktperson?

Man kan være sammen med sin kontaktperson på mange forskellige måder. Man kan fx:

  • Mødes hjemme ved dig, hvis du helst vil det.
  • Vi kan køre en tur i naturen sammen
  • Vi kan mødes i korpsets lokaler hvor vi kan være kreative, spille spil eller hygge med madlavning
  • Vi kan gå en tur i byen.

Det er altid dig og din kontaktperson, der sammen aftaler hvor, hvornår og hvor ofte i mødes.

"Du er sådan en, jeg kan kontakte, hvis jeg har brug for det, og som jeg kan snakke med, hvis ikke jeg kan snakke med mine forældre." Malou, 17 år.