Hvad betyder det at mit barn får en kontaktperson?

En kontaktperson tager udgangspunkt i barnets handleplan, og arbejder ud fra denne. Handleplanspunkterne er derfor kendt for jer. En kontaktperson er først og fremmest en kontaktperson for barnet, men samarbejder også med familien. Det er vigtigt for os at du som er forælder er så meget med som muligt i forløbet omkring dit barn. Dette vil altså betyde for dig, at det er dig og kontaktpersonen der arbejder sammen om, at nå målene.  

En kontaktperson er en neutral voksen, som dit barn kan tale med omkring de ting der kan være svært. Vi ved, af erfaring, at nogle forældre kan have det svært med, at deres barn taler fortroligt med en anden voksen - og specielt en fra kommunen. Her er det vigtigt at slå fast at en kontaktperson udelukkende skal ses som en hjælp og ikke som en fejlfinder. 

At dit barn i en periode får en kontaktperson betyder også at i sammen med kontaktpersonen skal finde ud af hvordan dit barn og kontaktpersonen kan få noget tid sammen. Den tid dit barn har sammen med kontaktpersonen bruges fx til nogle ture hvor vi taler sammen om de ting der kan være en udfordring for barnet.