Når dit barn flytter ind

Hvad kommer der til at ske, når dit barn skal flytte ind på døgnafdelingen?

Noget af det vi vægter højt, når dit barn flytter ind, er samarbejdet med jer som forældre og det tætte netværk. I er stadigvæk forældre for jeres barn, og det er vigtigt, at vi bevarer de gode oplevelser, I som familie har sammen. Gennem samarbejde opnår vi de bedste resultater og kommer bedre i mål med de udfordringer, der måtte være.

Vi vil sammen med jer lægge en plan for, hvordan vi bedst samarbejder omkring jeres barn. Der kan være forskellige behov for samarbejde - nogle ønsker forældremøder, andre har brug for at trække sig lidt og have begrænset kontakt i en kort periode, indtil der er overskud til godt og positivt samvær. Eksempler på det positive samvær kan være, at I som forældre tager med jeres barn til tandlæge, frisør, fodbold mm. 

For os er det en selvfølge, at I som forældre hele tiden orienteres og er med i beslutningsprocesserne omkring jeres barn.